Galloway-kvæget har rigtig mange gode egenskaber, som i en kombination gør dem eminente til afgræsning af eksterne naturarealer samt til produktion af kvalitetskød baseret på dyrevelfærd.
Galloway er hårdføre, nøjsomme og kan producere kvalitetskød på arealer, hvor andre racer ikke kan leve. De er meget publikumsvenlige, hvilket er en fordel på offentlige arealer, da deres temperament generelt er roligt og dyrene tilsyneladende er upåvirkede af, at man færdes på marken. Deres pels, som består af et dobbelt hårlag, giver en særdeles god beskyttelse mod kulde og regn, hvilket er bag-grunden for, at de må gå ude året rundt, hvor der er naturligt læ.
De klarer sig ligeledes fint på stride græsser og træagtige vækster, hvor mange andre racer vil tabe i huld. Det skyldes ,at dyrene har en, i forhold til deres størrelse, forholdsmæssigt stor vom. Den store vom gør, at de kan optage store mængder af næringsfattige vækster, f.eks. lyng og siv.